“Frossent landskab” er titlen på billedkunstneren Hardy Brix’s udstilling, der åbner efterårets program i Kunsthuset fra d. 5. august til 17. september 2023
Hardy Brix, f. 1951, bor i Århus og har atelier i samme by. Her arbejder han med forskellige tekniske kategorier såsom maleri, akvarel og print.
Har de seneste årtier arbejdet med indtryk fra rejser til naturen i Norge, Færøerne, Island, Grønland, Svalbard og Antarktis. Natur og klima i fokus.
Udstillingen åbnes lørdag d. 5. august kl. 14. Åbningstalen holdes af Helene H. Appel (Ø), medlem af Teknik- og Klimaudvalget og Beskæftigelse- og Borgerserviceudvalget.
Se kunstnerens hjemmeside her: www.hardybrix.dk
Hardy Brix på www.kkart.dk
Om hans kunst skriver teologen Sigurd Bergmann, professor i religionshistorie, om Hardy Brix og Iceprint:
“Metoden du bruger til at skabe det du kalder ”iceprint” kan forekomme enkel. Men metoden åbner nye, ubegribelige og højest interessante muligheder for at videreudvikle det klassiske akvarelmaleri, der i sig selv har vandet som bærende funktion. Vi ser dels det i en proces, hvor vandet møder farven, penslen og papiret, dels i vandets metamorfose under tørringsprocessen, hvori farven smelter sammen med papiret.
Gennem din nye teknik, hvor du påfører farven direkte på det frosne vand, isens stationære tilstand, øger du yderligere vandets funktion og dets betydning i den billedskabende proces på en meget kreativ måde. Eftersom det handler om iskrystaller, der kan antage mange forskellige former, og eftersom du desuden kan forme disse, i lighed med en skulptur, åbner der sig en fascinerende uendelighed af muligheder i billedernes tilblivelsesproces.
Når jeg ser dine værker, kan jeg fornemme, at du i visse sammenhænge har prioriteret isen og dens smeltningsproces. Det ser jeg der, hvor farve og is forenes til en farvet væske, der i løbet af tid, fylder papiroverfladen. I andre sammenhænge har du tydeligvis formgivet isen med dine hænder til en lille skulptur og på den måde er lykkedes dig at indføje noget af dens formudtryk i billedet. I en for beskuerens højest interessant proces opstår dermed en helt ny kvalitet, hvor man undrer sig over, hvad isen gør ved farvesammensmeltningen og hvordan denne igen fortsætter med at virke, når den møder papiret. Spørgsmålet om hvad isen gør ved vore øjne og hænder trænger sig på. Papiret bliver heller ikke blot en passiv modtager. Den suger aktivt den bløde, smeltende farveis – eller skulle man snarere sige isfarve? – og formindsker smeltehastigheden alt imens det aktivt suger farve, form og is. I visse billeder virker det, som om du har taget en svamp eller lignende til hjælp, hvilket leder til yderligere nye former i værket.
Man kan hævde, at du gennem denne iceprint-teknik tilføjer en ny tredie-dimension til det etablerede akvarel- maleri. Det er ikke kun tidsprocessens forskellige hastigheder og udvidede forløb, men også formgivningens potentiale, der udvides betydeligt. Desuden tilvejebringer farven og farvetonerne endnu en levende interaktion, der finder sted i tidens og rummets fremadskridende proces, og i samspillet mellem is, vand og papir. Man kan måske ligefrem tale om farvetonernes uforudsigelighed, der skaber ormer midt imellem havet, landet og endda vejret.
Samlet set er det ekstremt fascinerende at se, hvordan dit ismaleri tillægger det, som vi kalder ”naturen” – i din sammenhæng, det arktiske ”landskab” – en endnu større egenværdi og levende handlingskraft i billedskabelsesprocessen end hvad tidligere har været tilfældet i dine værker. I bogen ”Religion and Dangerous Environmental Change” (Berlin 2010) har Petra Hansson og jeg udførligt tolket dette og bl.a. haft særlig opmærksomhed på, hvad der sker med billedet, når kunstnerens øjne og hænder, som et skib i bevægelse, møder et landskab, der ligger stille og roligt og under sagte forandring. Gennem iceprint-teknikken gør du det muligt at involvere yderligere en af naturens iboende handlekræfter, nemlig iskrystallernes indre formsprog og formforvandlingsevne, som indvirker på alt, hvad det kommer i berøring med. Man kan nærmest sige, at den arktiske naturproces på en mystisk og samtidig helt begribelig måde selv finder sted i disse billeder. Den levende proces, hvori is, form og papir forenes når faktisk sin midlertidige ende, når alt er tørret og har bundet sig til papiret, men den kan uden besvær fortsætte i betragterens øjnes produktive forestillingsevne. Naturforbindelsen med det arktiske landskab fortsætter således som oplevelse. Arktis foregår mellem os og billedet, såvel som inden i os.
Kunsten samler sig i naturen. Samtidig tilføjer kunsten noget unikt og nyt til både det arktiske og det senmodernistiske sociale liv. Til trods for, at du i lighed med andre vestlige kunstnere, gør brug af en modernistisk menneskekoncentreret og til dels også tekniske styret metode i din billedskabelse, lykkes det dig stadig at tildele naturprocessens levende karakter en så vigtig funktion, betydning og kraft som det overhovedet er muligt at nå indenfor den vestlige kunsthistoriske ramme. Selvom nogen skulle tale om tilfældigheder eller indholdsløse tilfældige resultater, bliver det blot endnu tydeligere, at det er dig, der agerer som maler dog uden at dirigere og styre skabelsen. I stedet kommunikerer og interagerer du med disse elementer, hvilke du imødekommer på en eksemplarisk, ydmyg – ja nærmest kærlighedsfuld måde.
Det er dybt fascinerende synsmæssigt at følge dine billedskabelses – processer. Samtidig er det i høj grad etisk og æstestisk opmuntrende og ikke mindst forbilledligt i miljøetiske – og miljøæstetiske sammenhænge.
I relation til miljøet kan man sige, at dine billeder på en måde udgør ”critical places for environmental education”. I tiltnytning til mit essay om dette arbejde kan man uden tøven sige, at det udgør ”sacred places as critical places”; hellige steder, hvor naturens hellighed begynder at tage form, farve og kritiske punkter, eftersom den menneskelige hånd og blikket begrænses af forsigtighed samtidig med, at den øver sig i det levende møde, der finder sted i interaktionen mellem is, land, vand, form, lys og overflade – alt i iceprintets dynamiske billedrum.”
– Sigurd Bergmann, professor i religionshistorie.
Trine Rytter Andersen (billedkunstner, kunstkritiker, kulturproducent, mentor og inspirator), har gjort sig følgende tanker i forhold til Hardy Brix kunst:
“Denne tekst er en meditation over og en perspektivering af billedkunstneren Hardy Brix´ eksperimenterende kunstneriske arbejde, der i årtier har taget afsæt i tilstedeværelsen og iagttagelsen af naturen. Ved at forfølge sin intuition har Hardy Brix gennem sin kunstneriske grundforskning i og med naturen, og uden at vide det og næsten ubemærket, gjort sig til en pioner blandt kunstnere inden for den gren i kunstfeltet, som vi i dag kaldet Ny Materialismen. At skabe nærhed mellem medium og motiv- er der en bevidsthed om elementerne ild, jord, luft og vands grundlæggende betydning, ligger i naturbevidsthedens DNA. Kunstnere som Hardy Brix raffinerer og justerer konstant deres lydhørhed overfor det umiddelbare. Tag for eksempel hans kærlighed til akvarellen, hvor vand, luft, pigment (jord) og varme (ild) spiller afgørende sammen i skabelsesprocessen, og hvor han må opøve sin flair for at udnytte det tilfældige og overraskende, som opstår når de forskellige elementer mødes på billedfladen. Vandet sætter processen i gang, idet det gør papiret blødt og farven flydende. Luften tørrer det, så motivet aflejres på papiret. At forstå at det, der sker på akvarelpapiret i sig selv er natur, er helt afgørende for, hvorvidt naturen selv får lov til at komme til udtryk – kunstneren må opgive kontrollen og lade være med at tvinge motivet frem. Han skal kun facilitere processen og tillade naturen ordet undervejs. Denne flair udvikles gennem iagttagelse af naturen ned i mindste detalje og i evnen til at se det store billede i det mindste og det mindste i det største. Gennem årene har han forfinet sit nærvær, sin iagttagelsesevne og sin lydhørhed i en grad, som konstant udvider mulighedsrummet, hvori naturen får en aktiv medskabende rolle i billeddannelsen. Når naturen taler, taler den om sig selv – skaber sig selv i sit eget billede. At betragte Hardy Brix´ kunst kan være en overrumplende oplevelse, fordi naturen selv ser tilbage på dig. Der er en mystisk erfaring; hemmelighedsfuld på den ene side og total nøgtern på den anden side. Denne særegne kvalitet – denne emergente* anden stemme; naturen der taler, bibringer værkerne sublim skønhed. Det er min erfaring, at den kunstner, der specialiserer sig i at iagttage naturfænomener og manipulere naturmaterialer, gennem selve dette arbejde i højere og højere grad, gør sig til fødselshjælper for at naturen i processen kan afsætte sit helt eget aftryk i værket. Netop på den måde bringer Hardy Brix sig selv i overensstemmelse med den materiale – og naturforståelse, som Ny Materialismen tilbyder. Kunsten er en art visuel og sanselig ´tænkemaskine´ – et porøst filosofisk rum, som vi kan træde ind i med hele kroppens sanseapparat. Sådan en kunst skaber Hardy Brix ved hjælp af uhildet nysgerrighed, sansende nærvær og naturmaterialer. I dag med en erfaring, som det har taget årtier at opbygge, er han i stand til at invitere naturen ind i værket med en kraftfuld, nøgen og vibrerende skønhed, som er i særklasse de steder, hvor beskueren aner, at stå ansigt til ansigt med naturen selv. Billederne ligner fragmenter af fotografiske fremkaldelser af naturen, de ligner abstrakte malerier, som ingen kunstner kunne male med sådan en ”naturlighed”. Billederne udstråler den reneste form for bevidsthed – det emergente* som en arkaisk visdom, filtreret gennem kunstnerens faciliterede tilstedeværelse i skabelsesprocessen. Værkerne taler om tyngdekraft, fraktaler, organiske mønstre, amorfe figurer, mineraler, stjerner og støv, planter og insekter, landskab og hav.”
Uddrag af tekst: Trine Rytter Andersen, bl.a. kunstsskribent
*”det opdukkende”
