Polyfoni - Udstilling hos Haderslev Kunstforening

Udstillingens titel er “Polyfoni” som betyder flerstemmighed, men flerstemmighed på den måde, at den enkelte stemme spiller med sit helt eget udtryk, samtidig med den indgår i det samlede billede. På den måde spiller Kromann-Andersen og Lyhnes værker sammen og skaber overtoner, hvor beskueren inviteres med, til at lave nye forbindelser.

Udstillingen er desværre udsat til 2024 grundet gennemgribende vandskader i kunsthuset.

Bente Lilja Lyhne

Kendte almindeligheder fra omgivelserne kan åbenbare sig, som små underværker. En række værker er inspireret af frosne overflader på vandpytter og med Henry David Thoreaus (1854) ord fra bogen “ Walden” beskriver han det så fint: “Det er netop opdagelsen af de formationer isen laver i den første frost, i en vandpyt, som fremstår med smukke, organiske mønstre….” . I en serie monotypier med fotoprint, opfordres man til at dvæle ved isens poetiske krakeleringer. Jord, bliver brugt som et slags erindringsstof bl.a i værket med titlen “Som Marsjord” , hvor jorden stammer fra microbiologisk afdeling på AAU og er den jord man bruger i forskning af planeten Mars, når man prøver at skabe et “marsmiljø”. I kontrast til det jordnære opererer malerierne i det ubevidste rum, hvor der kan læses alt det ind, som ligger mellem erindring og fantasi.

Se Bente Lilja Lyhne’s hjemmeside her. 

Bjørn Kromann-Andersen

Der bliver taget afsæt i en klassisk skulpturforståelse, med nogle spring ud i mørket, både det personlige og det samfundsrelaterede mørke. Den klassiske skulptursokkel er blevet endevendt og er nu vindueskarmens urtepotte, og i denne lilleputverden finder man hvad der ved første øjekast ligner tredimensionelle tegneseriefigurer, men ved eftersyn viser de sig at være en slags tableauer, om sider af den menneskelige adfærd, om forsvar, aggression m.m.

Arbejderne er i en vis forstand diskrete, deres indbyggede mørke, skeptiske eller makabre elementer skjuler sig halvt bag det sjove, i surreelle sammenstillinger eller, som i grafikken det pasticheagtige.

I grafiken mærkes mørket oftere som udtryk for naturens uudgrundelighed og indimellem også som en slags skæbnesvangerhed.

Gennemgående for både skulpturerne og grafikken er sirligheden i detaljen og en organisk formfornemmelse, der fortæller, om en naturnærhed der går igen i motivverdenen.

Se Bjørn Kromann-Andersens hjemmeside her.